top of page
Forfatters billedeStefan Kengen

Tanker fra tastaturet - Dag 3

Tech-tid...


Du kender det godt. Du er i dit flow, ideerne vælter ud, og du har en stærk fornemmelse af, at et verdenshit er lige om hjørnet. Og så... så kan du pludselig ikke komme videre. Ikke fordi du er løbet tør for ideer - men simpelt hen fordi du ikke ved, hvordan du rent teknisk omsætter ideen til virkelighed. Du har med andre ord ramt tech-muren.


Jeg har personligt altid haft en indre nørd, der har gjort, at jeg har dyrket produktionsteknikker løbende. Men jeg er alligevel ofte rendt ind i tekniske udfordringer, der har blokeret min kreative proces. Og det er bestemt ikke alle, der synes teknikken er særlig interessant. De fleste vil bare gerne lave noget musik og omsætte inspiration til toner. Men når man er i fuld gang er det meget frustrerende at blive revet ud af sin zone, fordi man helt enkelt ikke kan løse de tekniske aspekter af det, man forsøger at opnå. Selvom det for mange måske kan synes kedeligt, er det en stor del af det, at skabe musik i dag, at man har i hvert fald nogenlunde styr på den tekniske side af produktionen.


Rom blev ikke bygget på en dag, og ligesom man skal bruge mange timer på at øve teknik, hvis man skal blive god på sit instrument, skal man også investere en del tid i de værktøjer og processer, der pakker musikken rigtigt ind. Selvom det kan virke overvældende og uoverskueligt, ligger der rigtig meget værdi og frihed og venter på den anden side, hvis man går i krig med at blive bedre til den tekniske side af musikproduktion. Man får også en større kreativ palette at trække på, som måske endda kan åbne helt nye musikalske døre. Og som med alt andet, der er svært, så handler det om at bryde det ned i mindre del-mål og opgaver.


Min egen fremgangsmåde er ret basal, nemlig bevidst at afsætte tid til at nørde. Hvis man altid sætter sig til tastaturet med det formål at skrive en sang, så får man aldrig tid til at gå i dybden med det tekniske. Så sæt krydser i studiekalenderen, hvor du ikke skal være kreativ rent kunstnerisk, men helt enkelt sætter dig for at lære en bestemt teknik eller fremgangsmåde.


Du har sikkert mere end et kompressor plugin, men ved du egentlig hvad der adskiller dem? Hvornår bør man bruge hvilket og hvorfor? Afsæt et par timer til at gå i dybden med en bestemt proces - f.eks. kompression, og lær hvordan de forskellige plugins reagerer. Dyk ned i side-chaining og lær hvilke kompressor-typer der egner sig bedst. Når du så næste gang sidder i zonen og har brug for en bestemt proces, så har du lært den, og kan dermed omsætte din ide til virkelighed med det samme.


“YouTube er din ven” er et godt basisråd, og min egen videoserie kan sikkert hjælpe dig på vej - men man lærer nu engang mest af at få fingrene i klemme i maskineriet. Jeg kan kun anbefale at skemalægge nørderiet, så det bliver en naturlig del af din arbejdsproces. Så bliver frustrationerne mindre og den kreative proces mere flydende.


God arbejdslyst!

27 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Commentaires


bottom of page