top of page

Tanker fra tastaturet - Dag 1

Templates... Måske er du allerede afhængig, måske ved du slet ikke, hvad det er? Template er det engelske ord for skabelon. Med en eller flere templates, altså skabeloner, i din DAW (Digital Audio Workstation, på dansk: musikprogram) kan du barbere oceaner af den tid du bruger på kedelig opsætning, og komme hurtigere igang med den kreative proces.


Vi oplever alle efterhånden at finde ud af, at vi arbejder bedst på en bestemt måde. Det er forskelligt fra person til person, og ofte kan det være afgørende for valg af DAW - nogle passer mere naturligt til ens arbejdsgang end andre. Nogle mennesker har flere forskellige tilgange, afhængig af opgaven. Uanset hvordan du arbejder, kan templates gøre dit arbejde meget mere smidigt og lettere.


Alle musikprogrammer giver mulighed for at oprette templates, så uanset hvad du foretrækker, kan du oprette mindst én template, eller "startbane". En template kan i de fleste tilfælde indeholde alle de elementer en normal fil indeholder, altså lydspor, MIDI-spor, virtuelle effekter og instrumenter, I/O routing osv.



Hvorfor bruge templates?


Fordelen ved en template (hvis du ikke allerede har gættet det), er at du kan forudindstille en masse, så du kan gå igang med at arbejde kreativt med det samme. Du kan feks sætte alle indspilningsparametre som metronom, punch in/out, fortælling, osv. og du kan oprette et antal spor og instrumenter, du ved du bruger hele tiden.


Jeg har f.eks. i Studio One (min foretrukne DAW) en template i hvilken alle mine eksterne, fysiske instrumenter har "hul igennem", både på lyd og MIDI, ligesom mine 3 mikrofonindgange er aktive. Derudover har jeg indstillet en række værktøjer så de er klar til brug.


Så har jeg også oprettet en "Songwriter" template, i hvilken der står et virtuelt band klar til at levere backing. Trommer, bas, klaver, orgel og strygere. Og så en lead synth til at indspille melodien med - ofte har jeg ikke tekst eller vokal klar, så indspiller jeg melodien på et MIDI spor. Jeg har også lige sørget for, at der er en tromme-bus med en Softube Tape (som giver en meget autentisk klassisk båndmaskine lyd) og en UAD limiter på master udgangen. Så kan jeg lave en vellydende 2-spors eksport med det samme som jeg kan gå og lytte på. Det betyder, at så snart inspirationen rammer, kan jeg være igang med at indspille min ide, og jeg kan få demoen med til lyt med det samme jeg er færdig, og især når jeg ikke er. Jeg har nemlig opdaget, at det er meget vigtigt for mig selvom nummeret slet ikke er færdigt, at jeg kan gå og lytte på det - det holder mig til ilden.



Arranger spor

Studio One's geniale Arranger spor gør det muligt at oprette sektioner som "Intro", "Verse","Chorus" osv, som gør det nemt at flytte rundt og arrangere nummeret. Her har jeg også lige oprettet de første 4 af slagsen, så jeg hurtigt kan rykke rundt på sagerne.

(På billedet: VI Labs Ravenscroft 275 (flygel), Toontrack EZ Drummer 2 (trommer), U-He REPRO-1 (melodi), Scarbee Pre-Bass (bas), Arturia B-3V (orgel), NI Seesion Strings Pro (strygere), Softube Tape (drumbus MixFX), UAD Precision Limiter (Master out). Som du måske har lagt mærke til, har jeg også farvekodet mine spor efter et bestemt mønster. Trommespor er grønne, bas-spor er lyseblå, orgler er orange, etc. Det giver et hurtigt overblik uanset hvilket nummer eller hvilken genre, jeg arbejder i.



Er templates altid smarte?


Det tog mig lang tid at få oparbejdet templates jeg rent faktisk bruger. Ofte står de faktisk mere i vejen, fordi man forestiller sig en opsætning, der kunne være smart, men som så viser sig ikke at være det alligevel. Man bør derfor bruge lidt tid på at analysere hvordan man egentlig arbejder, og så stille og roligt bygge på skabelonen derfra. Når man opdager en ny ting, man savner, så er det med at få opdateret sin template med det samme. Ellers glemmer man det, og ærgrer sig igen næste gang, man er midt i et projekt og savner den funktion eller indstilling.


Jeg håber du kan bruge ideen om templates i dit arbejde. Den rigtige template kan helt sikkert gøre livet som computermusiker meget sjovere :) God arbejdslyst!

64 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page